Teoretisk inspiration - i forhold til undervisning

Hvornår skulle du som behandler interessere dig for systemiske og narrative ideer?

Når du lader dig inspirere af systemiske og narrative teorier og metoder, behøver du ikke som behandler i samtaler tage stilling til, om du er enig med de mennesker, du taler med. Du behøver heller ikke finde frem til sandheden om, hvad deres problem i virkeligheden er.

Du bliver i stedet bakket metodemæssigt op til at gå på opdagelse i personens univers og historier, og sammen med dem finde frem til, hvad de synes er fantastisk eller uudholdeligt.

Det vil sige, at du ikke sidder med en ekspertviden, som du diagnosticerer, kategoriserer og retter andre ind efter
- hvorfor der ikke er en hierarkisk forskel på den, du taler med og dig selv,
men der i mod en ligeværdighed og en nysgerrighed, der ligger i direkte forlængelse af teorierne.

Der er mange, der holder af at behandlere, der arbejder systemisk og narrativt, fordi de føler sig respekterede og anerkendte,
og fordi de får hjælp til at komme videre i deres liv og knytte sig tættere til måder, som de gerne vil være leve på.


Er dette så den nye sandhed?

FlikFlak har en pragmatisk tilgang til teorierne. Du vil derfor ikke møde en sandhedsapostel, men en psykolog, der er finder ideerne hjælpsomme og derfor er engageret i ideerne. Det vil sige, at teorierne er interessante, fordi de er hjælpsomme i praksis.


Den systemiske idé

Den systemiske idé går i korte træk ud på at fokusere på relationer imellem mennesker i stedet for at fokusere på det enkelte menneskes psyke.
Ideen blev trukket ind i behandling i de tidlige 50’ere, da flere behandlere syntes at opnå for dårlige resultater ved at lave individuel terapi; her opstod så den familieterapeutiske tradition.

En vigtig pointe fra den systemiske tankegang er ideen om uærbødighed, der siger at behandleren skal være optaget af at udfordre sine egne fordomme og forforståelser, og være villig til at forlade sine hypoteser; dette bliver således en vej til nysgerrighed.

En anden vigtig pointe er, at det er umuligt at udtale sig objektivt om et andet menneskes indre verden. Dette skyldes ideen om multivers: at hver enkelt person konstruerer sin egen verden, og vi derfor alle ser på virkeligheden forskelligt. Dette gør skyldsspørgsmål uinteressante, ligesom det er umuligt at have retten til at definere det gode liv.

I den systemiske metode er man ikke optaget af terapeut-klient relationen. Behandleren forstyrrer via spørgsmål personen, der så forandrer sig afhængigt af egne præmisser. Samtidig kræver forandring også terapeutisk kærlighed for at kunne flytte sig, hvilket vil sige at man som behandler må være overbevist om, at klienten til enhver tid gør sit bedste.


Den narrative idé

Den narrativemetode bygger på ideen om, at mennesker organiserer sit liv i historier. Hvis et menneske lever et liv domineret af negative historier, går alternativ viden om livet tabt, således at det er svært at få øje på, hvad der ellers er erfaret i livet.

Når man arbejder narrativt laver man begrebsudvikling (udvikler sproget) sammen med den, der ønsker hjælp. Derved skabes nye platforme, hvorfra man nye handlemuligheder viser sig.

Én metode i det narrative arbejde er gennem eksternalisering, at adskille problemet fra personen, for at gøre det muligt for personen at forholde sig til problemet. Eks. kan man undersøge, hvilken effekt ”det manglende samarbejde” eller ”den dårlige kommunikation” har på forholdet til andre, ens tanker om sig selv, ens adfærd, og hvordan man selv påvirker problemet.

Når personen tager stilling til, om det er sådan livet skal være og begrunder dette, kommer personen tættere på det, han/hun gerne vil, kæmper for og har kært i livet. Det er herfra fornemmelsen for agenthed skabes og her personen begynder at handle anderledes.

I det narrative arbejde er man opmærksom på moderne magt: Det moderne menneske overvåger sig selv ud fra normer i samfundet og er i stor fare for at føle sig som en fiasko. Er jeg nu intelligent nok, handlekraftig nok, fleksibel? Eller er jeg for intelligent, handlekraftig og fleksibel? Det er svært for det moderne menneske ikke konstant at evaluere sig selv. Derfor arbejdes der med at undersøge hvilke normer, der styrer den enkelte samt og en stillingtagen til disse normer.


Diskursteorien

En vigtig og svær pointe i det narrative arbejde henter inspiration fra ideen om, at mennesker trækker på diskurser (eks. den medicinske diskurs versus den alternative diskurs), når det skaber mening i livet.
Diskurser kan også kaldes sprogspil, der giver mulighed for personer at indtage bestemte positioner og som informerer om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre eks. som forældre, medarbejder eller leder.

Konflikter kan ses som konflikter mellem diskurser. Eks. trækker far og mor på forskellige diskurser vedrørende det at være forældre (og har derfor forskellige ideer om, for eksempel hvor meget skal man være til stede i hjemmet), eller medarbejdere trækker på forskellige diskurser vedrørende det at være arbejdstager (og har derfor forskellige ideer om, hvor meget skal man være opmærksom på profitmaksimering og hvor meget en virksomhed kan kræve af en personligt), hvilket kan give uoverensstemmelser.


Begge retninger

For både den systemiske og den narrative retninger gælder det, at afsættet en bevægelse væk fra ideer om, at mennesket har en indre kerne, som det helst skal være tro imod og som styrer alle dets tanker og handlinger. Mennesket er skabt af fortidige relationer, det skabes igen og igen i nutidige relationer - og det skabes af sine drømme om fremtidige relationer.

Eksempler på spørgsmål og interviewguides

Ønsker du at se eksempler på interviewguides bygget op omkring den systemiske og den narrative metode, brug da dette link.